Plejevederlag til pasning af døende - § 119

Hvis du ønsker at passe en nærtstående, der vælger at dø i eget hjem, har du ret til at holde orlov fra dit arbejde og få udbetalt plejevederlag fra kommunen.

Betingelser

  • En læge skal have fastslået, at hospitalsbehandling er udsigtsløs og, at prognosen er kort levetid.
  • Det skal være hensigtsmæssigt at pleje den døende i hjemmet.
  • Den døende skal være indforstået med ordningen.
  • Kommunen skal vurdere, om du er i stand til at løfte opgaven.

Søg plejevederlag

Plejevederlag

Er du lønmodtager kan du kan få udbetalt plejevederlag fra kommunen svarende til din normale løn, dog maksimalt hvad der svarer til 1½ gange højeste dagpengesats som p.t. er 22.847 kroner pr. måned.

  • Din arbejdsgiver kan vælge fortsat at udbetale lønnen og få refusion fra kommunen.
  • Er du selvstændig erhvervsdrivende kan du få udbetalt plejevederlag i forhold til årsopgørelsens overskud.
  • Er du pensionist, studerende eller lignende kan du også få plejevederlag, svarende til et basisbeløb, som p.t. er 12.477 kroner.

Hvad indeholder ordningen?

Der er ikke fastsat nogen bestemt tidsgrænse for, hvor længe der kan ydes plejevederlag. Plejevederlaget kan ikke udbetales, hvis den døende flytter til f.eks. plejebolig eller hospice.

Du mister ikke et plejevederlag fordi den døende midlertidigt er indlagt på sygehus.

Kommunen tilbyder personlig og praktisk hjælp, hjemmesygepleje, døgnpleje og hjælpemidler efter behov.

Flere personer kan dele plejeopgaven/plejevederlaget.

Du har mulighed for at gå på deltidsorlov efter nærmere aftale med din arbejdsgiver.

Ophør

Plejevederlaget ophører senest 14 dage efter dødsfaldet.

Ønsker du at søge om denne hjælp, kan du kontakte Visitationsenheden på telefon 89 15 25 50.